Nørbys Grøntsager
Bolsjebeder 500g
Bolsjebeder 500g
500g friskhøstede bolsjebeder.
Denne sort har en smuk lyserød farve udvendigt, og er hvid med lyserøde striber indvendigt.
OPSKRIFTER og inspiration
Råsyltede bolsjebeder:
Bolsjebederne kan råsyltes og stå i køleskabet i 4-5 dage, så de kan bruges til et crunchy, skønt element i en salat, som topping på en kartoffelporresuppe eller hokkaidosuppe.
Du skal bruge bolsjebeder, æblecidereddike eller anden eddike, olivenolie, honning eller sukker, samt salt og peber.
Fremgangsmåde:
- Rens bederne.
- Skær dem i enten tynde skiver, fx på et mandolinjern eller skær dem i tern.
- Bland eddike og olie, og honning/ sukker og smag til med salt og peber og evt. andre krydderier, hvis du har lyst.
- Hæld syltelagen over bederne og lad blandingen trække i mindst en halv time i køleskabet.
- Hæld derefter det hele på et rent glas. Så kan man gå og snuppe af de skønne
bolsjebeder de næste 4-5 dage, så de kan bringe farver og smag til dine serveringer.
Grønkålssalat med råsyltede bolsjebeder:
- Skyl og snit rød og grøn grønkål. Tag evt. den groveste del af stænglerne fra.
(De kan sættes på køl og bruges til en anden ret med fx stegte grøntsager).
- Lav en olie/eddikedressing med fx lidt honning, salt og peber i.
- Skyl æblerne og skær dem i fine både.
- Bland æblerne med grønkålssalaten og vend dressingen i.
- Tilføj de råmarinerede bolsjebeder - og så er der serveret.
Retten kan selvfølgelig varieres ved at tilføje fx valnødder, mandler, pinjekerner, tranebær, feta eller andre elementer.
Bagte beder med sesamfrø:
Kan bruges som tilbehør til hovedret- og frokostretter
Du skal bruge (3-4 pers):
1/2 kg bolsjebeder eller rødbeder
1 1/2 spsk olie
75g sesamfrø
1 tsk salt
1/2 tsk peber
Fremgangsmåde:
- Skræl bederne og skær dem i stænger/både eller brug hele, små beder. Kom dem i en skål og hæld olien i. Bland godt rundt, så olien fordeles på alle bederne.
- Bland sesamfrø, salt og peber sammen i en anden skål eller en dyb tallerken.
- Vend bederne i sesamblandingen og læg dem derefter på en bageplade med bagepapir.
- Bag bederne i ovnen ved 220 grader i 30-40 minutter eller til de begynder at blive gyldne.
Om producenten: Nørbys grøntsager er en økologisk gård på 24 hektar jord i Klippinge, hvor der dyrkes op til 50 forskellige afgrøder om året, og der høstes frugt i gårdens frugtplantage. Ole Nørby sælger gårdens produktion i gårdbutikken og her på ØkoGlad.